Den position, at turde forundres, handler for mig om en helt bestemt måde at møde ledelsesopgaven på. Skåret ind til benet, så betyder forundringen, at jeg tør udnævne andre til eksperter i hverdagsfeltet, og selv være facilitator på forandring. Forundringsledelse forholder sig til de dele af ledelsesfeltet, der handler om at udvikle og forandre min organisation, og sat helt på spidsen, så er forundringsledelse et opgør med vishedens fristelse, eller sagt på en anden måde: at jeg altid kan opdage nye vinkler og mønstre på min skole, som giver os nye muligheder. Det vigtigste værktøj i forundringsledelse er den spørgeguide, du har med dig i dit daglige arbejde. Forundringsledelse i hverdagen betyder, at jeg ikke leverer svarene, men de spørgsmål, som vores organisation skal søge svaret på. I et udviklingsperspektiv så giver jeg ikke organisationen svaret på, hvordan vi når vores mål, nej, jeg spørger i stedet, hvordan vi når dem.
Forundringsledelse har hidtil i min strategiske praksis haft sin styrke, når jeg som leder agerer i mindre sammenhænge og i særdeleshed i de mere dialogbaserede hændelser såsom teamsamtaler, MUS, møder og deslige. Her fandt jeg, at forundringspositionen gav anledning til refleksioner, som igen var med til at udpege vores udviklingspotentiale. Ideen var aldrig prøvet af som gennemgående strategisk praksis i et stort forløb. Vi var derfor ude på en pionerfærd, da vi skulle undersøge, hvad NPR kunne stå for og bibringe os.
„Relationel Praksis“