Resultatet af vore bestræbelser blev en politik, der i den grad satte ord på de mange relationer, vi er omgivet af i vores hverdag. Vi fik sat ord på de mange facetter i vores dagligdag, som styrer vores arbejde. Hvem vi er afhængige af, hvad jeg med fordel kan gøre for at skabe trivsel for mig selv og andre. Hvad jeg med fordel kan holde op med at gøre for at skabe trivsel. Undervejs i forløbet opdagede vi, at alene det at begynde at tale om det, gav anledning til forandringer, og vi så, at det var vigtigt ikke at lade politikken dø ved at skrive den ned. Vi var nødt til at give den liv ved også at pege på, hvornår og hvordan vi skulle arbejde videre med politikken.
Et meget spændende resultat var sproget i vores trivselspolitik. Sproget var et fremadrettet sprog, der sætter ord på de idealer og drømme, vi har for trivsel, samt de handlinger, vi ønsker hos hinanden for at få hjælp til at facilitere trivsel på arbejdspladsen. Ved at være vedholdende i at bruge hverdagssprog hele vejen igennem fik vi belyst, hvilke værdier og handlinger vi synes, der styrker vores professionelle relationer. Ikke en gang blev ordet relation nævnt i forløbet, ordet relation blev først sat på, da vi var klare på dets indhold.
„Relationel Praksis“