Det sprogsyn, jeg lod mig inspirere af, fik sit afsæt i to citater:
Sproget er ikke et fængsel, det er en særlig form for eksistens, en måde at leve sammen på.Maturana 2004, p. 29) (min oversættelse)
I dette citat foreslår Maturana, at det at leve i en sproglig kontekst gør det omsonst at lave forestillinger om en verden hinsides sproget. Inspireret af Ricour tager Lang et skridt videre og siger:
Når vi taler vores sprog, lever vi vores kultur.Lang 11/8 -08 (min oversættelse)
Sproget har en unik måde at præsentere fragmenter af vores tanker og vores sind på, og sproget gør, at vi kan stykke vore tanker sammen og inviterer andre ind i vores logikker (Wittgenstein 1980, Barrett 1967). Sproget bliver en værktøjskasse til at åbne for vore drømme, forklaringer og forudsigelser for fremtiden (Barrett 1967). Særligt for den strategiserende praktiker er brugen af hverdagssprog. Når vi bruger hverdagssprog i forskningsprocesser, har det et meget specifikt formål, nemlig at lede efter det sprog, der netop skaber forbindelser mellem mennesker i konteksten (Wittgenstein 1964). Sproget bliver ganske enkelt det centrale værktøj til at skabe relationer. At arbejde med NPR kræver derfor et organisatorisk hverdagssprog.
Jeg kan som strategiserende praktiker bruge organisationens hverdagssprog, og kan herfra få et naturligt afsæt for et udviklingsforløb. Et eksempel fra vores organisation handler om et udviklingsforløb, vi har gennemført. Vi havde nogle eksterne konsulenter til at sætte skub i udviklingen af vores teamkultur. De var dygtige og gav masser af ny energi til vore team. De havde blandt andet undervist i Maturanas autopoisebegreb (Maturana 2004). Ideen gav rigtig god mening, men som grundforståelse bed den sig ikke rigtig fast. Det skete først den dag, da begrebet blev døbt „boblen“ ved lidt af en tilfældighed. Herfra begyndte sprogspil at blomstre såsom: „må jeg komme på besøg i din boble?“, „hvordan ser der ud i din boble i dag?“, „hvilken boble har du taget på i dag?“.
„Relationel Praksis“