Sager med verbale overgreb er dog en stor og belastende udfordring. Vi har således mange sager hvert år, hvor personalet bliver psykisk belastet. Vi har derfor et beredskab, hvor vi ledere såvel som kollegaer støtter op om de udsatte. Men det er også i disse situationer, hvor forståelsen af domæneteorien finder anvendelse. Vi har egentlig aldrig været i tvivl om, at sådanne sager ofte får den udsatte til at reagere ud fra sit eget og meget følelsesmæssige domæne. Udfordringen består i blot at lytte og høre efter. Når man ikke selv føler det, den anden gør, så kan det opleves som vanskeligt ikke at forholde sig til rimeligheden set i lyset af det skete.
Efter en sparerunde i Kriminalforsorgen blev det lokalt forhandlet på plads, at natholdet blev reduceret med en „sovevagt“. Denne beslutning førte til megen frustration og vrede, da personalet med denne beslutning følte deres sikkerhed væsentligt forringet. Vi drøftede i topledelsen og sammen med personaleorganisationen, om beslutningen var den rigtige, herunder om man kunne finde alternative postreduktioner, der ville give mindre utryghed.
Realiteten omkring vores drøftelser var, at vi i topledelsen, og herunder i vores drøftelser med personaleorganisationen, bevægede os i produktionens domæne. Vi var dybt fokuserede på fakta og statistikker over, hvor sjældent sovevagten var blevet brugt i akutte situationer inden for de seneste år. Personalet derimod talte fra æstetikkens domæne – om deres følte utryghed og usikkerhed.
Selvom det var og er et alvorlig emne, kan det alligevel virke komisk efterfølgende, når man reflekterer over processen. Det at opleve en reelt oplevet følelse besvaret med faktabaserede argumenter som for eksempel, „Ja, men statistikken viser, at vi kun har brugt sovevagten akut i 2 situationer inden for de seneste 3 år“. Det svarer lidt til at sige til et menneske med flyskræk, „Du skal ikke være nervøs for at flyve, der styrter ikke nær så mange fly ned, som der er biler, der kører galt“.
Oplevelsen af at tale ud fra to forskellige domæner giver mulighed for at forstå hinandens synspunkter i den rette kontekst. Det giver mulighed for at lytte til det, der bliver sagt, uden nødvendigvis at dømme det. Det giver ligeledes mulighed for at tale om et nyt fælles tredje, „Hvad kan vi eventuelt gøre for at skabe større tryghed?“, når først vi holder op med at ville overbevise hinanden om, at vi hver især har patentet på den eneste sandhed.
Arbejdsmiljøet fremhæves også af medarbejderne som et vigtigt område. Flere deltagere har sagt, at de oplever en mere imødekommende og konstruktiv omgangsform: „I det daglige er min opfattelse nok, at man ser og fornemmer en mere positiv og imødekommende tilgang til mange af de daglige problemer, som før kunne virke uoverskuelige.“
(Medarbejder i skriftlig evaluering).
Og: „Den systemiske uddannelse har personligt været en stor udfordring for mig, hvor jeg har lært mange nye måder til opgaveløsninger. Den tværfaglige sammensætning af holdet har personligt også givet et godt kursusforløb/-indhold. Det vil i fremtidens arbejde på Ringe være meget lettere at stå sammen/arbejde sammen og at have forståelse for hinandens arbejde.“ (Medarbejder i skriftlig evaluering)
Også introduktionen af den systemiske forståelse af neutralitet som en forpligtigelse til at være undersøgende og nysgerrige har haft stor betydning. Med afsæt i Milanoskolens bearbejdning af Batesons idé om information som „forskellen, der gør en forskel“ (Cecchin 1995) og Karl Tomm/MacMann Bergs (Tomm 1988, Hornstrup, Tomm & Johansen 2009) arbejde med cirkulære og refleksive spørgsmålstyper er personalet blevet bedre til at have en „interviewende“ tilgang til både hinanden indbyrdes og til de indsatte. Specielt oplevelsen af de forskellige spørgsmålstyper har øget kvaliteten af den interne dialog. Vi er blevet dygtigere til at interviewe hinanden og de indsatte. Det, at blive bevidst om virkningen af forskellige spørgsmålstyper, har været godt for mange, da det har hjulpet dem til bedre at få svar. Ideen om neutralitet og nysgerrighed har øget opmærksomheden på at lytte til andre og i højere grad forsøge at forstå, hvad der er vigtigt for andre at få sagt.
„Relationel Praksis“