Organisationen statsfængslet i ringe

Statsfængslet i Ringe er et lukket fængsel med 86 pladser. Fængslet modtager kvinder og unge mænd i alderen 15-27 år.



Godt halvdelen har i de senere år haft en anden etnisk baggrund end dansk og kom ved en opgørelse foretaget i 2006 fra 24 forskellige lande. Mange har haft en traumatiseret barndom præget af flygtningeproblemer og nu integrationsproblemer. Mange har svære kommunikationsproblemer, der resulterer i udadrettet aggressivitet over for medindsatte og personale. Som ansat i fængslet betyder det en belastende dagligdag med et højt konfliktniveau.

„Relationel Praksis“

Refleksiv og anerkendende kommunikation i statsfængslet i ringe: opsamling og perspektiver

Samlet set har forløbet betydet en større opmærksomhed på, hvordan kommunikationen påvirker arbejdsmiljøet. Når alle i fængslet har den sammen grundlæggende forståelse for betydningen af måden, vi kommunikerer på, og betydningen af at blive mødt med anerkendelse, er det lettere at huske – og sværere at glemme i en travl hverdag. Det har en samlet virkning på kulturen, og det viser sig i et bedre arbejdsmiljø for alle.

Som leder bliver man mindet om, at man har en vigtig position som kontekstmarkør for, hvordan vi ønsker, medarbejderne skal agere. Før udviklingsforløbet fik vi ikke den samme konkrete feedback som nu. At ledere og medarbejderne har deltaget på samme forløb, er netop med til at fastholde fokus på aftalerne. Dermed tror jeg, vi på sigt får stor gavn af det fælles udgangspunkt for at forstå den mere teoretiske baggrund for mellemmenneskelig kommunikation. Som det flere gange er fremhævet på uddannelsesdagene, så er teorierne ’tankeværktøjer’, der er med til at øge vores opmærksomhed på det, vi siger og gør. Uden det teoretiske fundament ville vores praksis ikke være nær så solidt funderet.

Fremtidsperspektiverne i Ringe handler meget om at holde fast i det, vi har opnået. Vi er ikke bedre end den sidste handling. Udfordringerne bliver således at holde liv i de systemiske ideer og praksis i en travl hverdag. Men med en stor opbakning fra de fleste medarbejdere bør det være muligt. Det betyder ikke, at vi skal læne os tilbage. Alle, både ledere og medarbejdere, skal fortsat yde en indsats for at bevare og udvikle en refleksiv og anerkendende kultur.

En meget vigtig forudsætning for at lykkes er, at ledelsen melder klart ud og går foran i processen. At vi som ledelse samlet deltog på første hold, gav os vigtig viden om forløbet – og det var et vigtigt signal til resten af organisationen. Vil andre gå samme vej, er det vigtigt med en tydelig ledelse og ikke mindst, at ledelsen internt er afstemt om mål og retning. Det er også vores erfaring, at effekten af udviklingsforløbet øges, når teori og praksis er tæt forbundet. De eksterne konsulenters rolle er derfor også meget vigtig. De skal evne at koble sig på vores verden og tilpasse både sprog og praksis til vores hverdag.

„Relationel Praksis“

Refleksiv og anerkendende kommunikation i statsfængslet i ringe: udfordringer – er der stadig!

Selvom udviklingsforløbet har haft stor betydning, er der stadig mange udfordringer. På det helt konkrete plan kan det nogle gange være svært at finde den nødvendige tid i en hverdag, hvor man som leder bliver presset fra mange sider. Når hele organisationen bliver introduceret til det systemiske tankesæt, kan det også ske, at de bliver brugt som et „våben“ i situationer, hvor en beslutning ikke har været til diskussion.

Et eksempel:

En af udfordringerne i Kriminalforsorgen er, at vi arbejder i et politisk styret system, hvor mange beslutninger er et vilkår, vi må forholde os til uanset vores eget syn på rigtig eller forkert.

I sådanne situationer har vi gennem årene ofte oplevet, at vi internt starter en diskussion om ret og rimeligt i beslutningen på et niveau, der alene synes at høre de reelle beslutningstagere til. Med den systemiske uddannelse som baggrund har jeg oplevet diskussioner, hvor anken er gået på, at „ledelsen“ ikke anvender det systemiske, når de bare trække beslutningerne ned over hovedet på „os“.

Konkret oplevede jeg denne diskussion i forbindelse med en større sparerunde i slutningen af 2009, hvor både resultatet blev kritiseret, og ikke mindst selve processen, da personalet ikke følte sig hørt. Fra flere sider blev det udtalt, at personalet gerne ville have været hørt, og at de ikke anså det for i overensstemmelse med den systemiske tanke, at ledelsen ikke spurgte dem.

Reelt var personalet blevet hørt, men hørt gennem forhandlingerne med personaleorganisationerne i samarbejdsudvalget. Denne proces er en del af samarbejdsaftalen og derved ikke en del, vi hverken ønsker eller kan gå uden om.

Vores organisations forståelse for de forskellige processer udvikles løbende, men vi må også konstatere at det tager tid at få en systemisk tænkning implementeret. Den største udfordring er klart at bibeholde momentum i en travl hverdag. Et eksempel som det ovenstående giver dog også nye refleksioner, „Når nu personalet ikke føler sig hørt, hvad er det så, vi gør forkert?“

Som samlet ledelse kan det være svært at nå alle med den information, man ønsker at formidle. En af de vigtigste systemiske pointer handler om at være nysgerrig og udfordrende, men de fleste ledere oplever indimellem at give svar på spørgsmål blot fordi, de bliver spurgt. Det kan i sådanne situationer være svært ikke „bare“ at svare, ligesom man kan opleve at lade sig irritere over andres smøl, når man nu selv har en god løsning, der samtidig er hurtig og effektiv.

En anden udfordring er, at man som ledere godt ved, at hvis man oplever at få ret, fordi man ikke blev modsagt, eller hvis modparten stopper deres egen argumentation, så er det sjældent det samme som accept. Her bliver det nemt at vælge den mere traditionelle indfaldsvinkel og være „ligeglad“ med, hvorfor andre har en anden mening, eller om de „bare“ accepterer. Det er langt sværere at være nysgerrig og lade modpartens fuldstændig personlige perspektiv af sagen komme frem. Der er nemlig den risiko, at modpartens perspektiv undergraver ens eget. Der er også en fare for, at du er nødt til at revurdere og tage andre faktorer ind i din problemløsning.

Det er også indimellem en udfordring ikke at bide sig fast i det, der ikke virker – eller de relativt få medarbejdere, som ikke tager ideerne til sig. Vi skal som ledere arbejde på at få alle med på ’vognen’, så det ikke bliver en undskyldning for at falde tilbage til mere uhensigtsmæssige vaner.

„Relationel Praksis“

Refleksiv og anerkendende kommunikation i statsfængslet i ringe: oplevelse af møderne

Effekten opleves blandt andet ved, at stemmer, der normalt har været meget lidt hørbare, nu i højere grad bliver hørt. Det, der blandt andet opleves ved interviewteknikkerne, er, at der er tid til at tale og tid til at lytte. Det, at mødelederen tager meget mere kontrol over selve mødeprocessen, betyder snævert set, at styringen kan opleves som topstyret eller kontrollerede, men det giver samtidig taletid til alle, hvilket er med til at kvalificere beslutningerne på en langt bedre måde.

En af de opgaver, jeg i den forbindelse prøver at arbejde meget bevidst med, er, at synspunkter og idéer ikke per automatik skydes ned, hvis man ikke er enig. Synspunkter og idéer skal heller ikke per automatik forsvares, hvis de konfronteres. Det handler i disse situationer for mig meget om, at vi får tydeliggjort, at der ikke kun er én sandhed, eller én virkelighed. Vi har som enkeltpersoner ikke patent på hele sandheden, men vi kan og må godt fortælle vores version.

I udviklingen arbejder jeg meget mere med lateral tænkning, hvor fokus flyttes fra den kritiske tilgang til en tilstand, hvor idéer skaber idéer, der skaber udvikling og forståelse.

Jeg oplever i stigende grad, at netop dette arbejde giver en større accept af, at vi skal arbejde med forståelsen af hinanden og hinandens synspunkter, og at dette ikke nødvendigvis er det samme som, at vi skal acceptere eller overgive os til disse synspunkter. Denne forståelse opnås netop ved nysgerrighed og evnen til at lytte i modsætning til den mere traditionelle, hvor det i højere grad handler om at „vinde“ retten til at have ret.

Jeg oplever, at vi flytter os fra at sige: „Jeg kan ikke høre, hvad du siger, men jeg gentager meget gerne det, jeg lige sagde“ til i højere grad at sige: „Jeg har svært ved at forstå, hvad du siger, men jeg vil gerne prøve. Vil du ikke prøve at fortælle mig, hvordan …“

De ansatte har kendt og brugt blandt andet gruppesupervision og feedbackrunder før starten af det systemiske udviklingsforløb. De positive erfaringer kan derfor ikke henføres til det, at alle har været gennem en systemisk uddannelse. Men sammenlignet med andre steder i Kriminalforsorgen er erfaringerne med gruppesupervision og feedbackrunder langt mere positive i Ringe.

I mange situationer har for eksempel et værktøj som gruppeinterviewet givet nogle meget klare analyser, idéer til udvikling og handlingsplaner til implementering. Samtidig er det i flere situationer meldt tilbage i evalueringen, at den opgave, der blev fundet løsning på – på meget kort tid – havde været genstand for en endeløs ustruktureret diskussion i lang tid før.

„Relationel Praksis“

Refleksiv og anerkendende kommunikation i statsfængslet i ringe: værdier

Helt konkret har vi igangsat et projekt omkring vores værdier. Projektet startede helt traditionelt i topledelsen, hvor det blev besluttet at udvide den til den brede ledelsesgruppe, den gruppe, der var på kursus sammen – 15 personer.

Den første arbejdsdag med værdierne førte til gode drøftelser og refleksioner på såvel det personlige niveau som i gruppen. Vi blev dog også hurtigt opmærksomme på, at vi måtte have endnu mere baggrundsviden, hvilket er tilvejebragt ved et større antal interview med mange forskellige medarbejdere, hvor der er sat fokus på deres praksis og deres virkelighed.

Jeg kan naturligvis kun referere til min oplevelse af de interview, jeg har afholdt. Det er dog tydeligt for mig, at det giver en fantastisk oplevelse at slippe sin egen idé om virkeligheden, forholde sig neutral og ikke mindst nysgerrig. Resultatet har for mig været en oplevelse af såvel, „Nej, hvor er det bare godt, det er præcis sådan, jeg håbede, det var“, men det har også været, „Nå okay, gør vi også sådan hos os“.

En kombination af en mere anerkendende og værdsættende tilgang ledere og kolleger imellem og en større brug af mere strukturerede dialogformer har betydet, at mange stemmer kommer i spil i dag, hvor det før ofte var meget de samme, der talte. En større brug af interview, reflekterende team og feedbackrunder på blandt andet gruppemøder har givet en mere struktureret og dermed mere konstruktiv dialog om de mange daglige udfordringer.

I hverdagen har forløbet været med til at gøre mødestrukturen mere skarp. Rigtig mange møder er blevet pudset af og har fået en mere præcis form, hvilket har betydet, at møderne opleves som mere effektive. Vi er blevet bedre til at kontekstafklare, således at vores individuelle mål og forventninger i højere grad er blevet fælles mål og forventninger. I den sammenhæng er det at kontekstafklare – og sige det højt – blevet en normal handling.

„Relationel Praksis“

Refleksiv og anerkendende kommunikation i statsfængslet i ringe: psykisk arbejdsmiljø

En af de store udfordringer i vores arbejde er at skabe og sikre et trygt og godt psykisk arbejdsmiljø. Vi oplever ofte sager, hvor personalet udsættes for trusler eller krænkende adfærd. Vold er naturligvis også et fokusområde, men faktuelt ikke et område, hvor vi er meget belastet. Vold er således et væsentligt fokusområde, men ikke et stort problem.

Sager med verbale overgreb er dog en stor og belastende udfordring. Vi har således mange sager hvert år, hvor personalet bliver psykisk belastet. Vi har derfor et beredskab, hvor vi ledere såvel som kollegaer støtter op om de udsatte. Men det er også i disse situationer, hvor forståelsen af domæneteorien finder anvendelse. Vi har egentlig aldrig været i tvivl om, at sådanne sager ofte får den udsatte til at reagere ud fra sit eget og meget følelsesmæssige domæne. Udfordringen består i blot at lytte og høre efter. Når man ikke selv føler det, den anden gør, så kan det opleves som vanskeligt ikke at forholde sig til rimeligheden set i lyset af det skete.

Efter en sparerunde i Kriminalforsorgen blev det lokalt forhandlet på plads, at natholdet blev reduceret med en „sovevagt“. Denne beslutning førte til megen frustration og vrede, da personalet med denne beslutning følte deres sikkerhed væsentligt forringet. Vi drøftede i topledelsen og sammen med personaleorganisationen, om beslutningen var den rigtige, herunder om man kunne finde alternative postreduktioner, der ville give mindre utryghed.

Realiteten omkring vores drøftelser var, at vi i topledelsen, og herunder i vores drøftelser med personaleorganisationen, bevægede os i produktionens domæne. Vi var dybt fokuserede på fakta og statistikker over, hvor sjældent sovevagten var blevet brugt i akutte situationer inden for de seneste år. Personalet derimod talte fra æstetikkens domæne – om deres følte utryghed og usikkerhed.

Selvom det var og er et alvorlig emne, kan det alligevel virke komisk efterfølgende, når man reflekterer over processen. Det at opleve en reelt oplevet følelse besvaret med faktabaserede argumenter som for eksempel, „Ja, men statistikken viser, at vi kun har brugt sovevagten akut i 2 situationer inden for de seneste 3 år“. Det svarer lidt til at sige til et menneske med flyskræk, „Du skal ikke være nervøs for at flyve, der styrter ikke nær så mange fly ned, som der er biler, der kører galt“.

Oplevelsen af at tale ud fra to forskellige domæner giver mulighed for at forstå hinandens synspunkter i den rette kontekst. Det giver mulighed for at lytte til det, der bliver sagt, uden nødvendigvis at dømme det. Det giver ligeledes mulighed for at tale om et nyt fælles tredje, „Hvad kan vi eventuelt gøre for at skabe større tryghed?“, når først vi holder op med at ville overbevise hinanden om, at vi hver især har patentet på den eneste sandhed.

Arbejdsmiljøet fremhæves også af medarbejderne som et vigtigt område. Flere deltagere har sagt, at de oplever en mere imødekommende og konstruktiv omgangsform: „I det daglige er min opfattelse nok, at man ser og fornemmer en mere positiv og imødekommende tilgang til mange af de daglige problemer, som før kunne virke uoverskuelige.“

(Medarbejder i skriftlig evaluering).

Og: „Den systemiske uddannelse har personligt været en stor udfordring for mig, hvor jeg har lært mange nye måder til opgaveløsninger. Den tværfaglige sammensætning af holdet har personligt også givet et godt kursusforløb/-indhold. Det vil i fremtidens arbejde på Ringe være meget lettere at stå sammen/arbejde sammen og at have forståelse for hinandens arbejde.“ (Medarbejder i skriftlig evaluering)

Også introduktionen af den systemiske forståelse af neutralitet som en forpligtigelse til at være undersøgende og nysgerrige har haft stor betydning. Med afsæt i Milanoskolens bearbejdning af Batesons idé om information som „forskellen, der gør en forskel“ (Cecchin 1995) og Karl Tomm/MacMann Bergs (Tomm 1988, Hornstrup, Tomm & Johansen 2009) arbejde med cirkulære og refleksive spørgsmålstyper er personalet blevet bedre til at have en „interviewende“ tilgang til både hinanden indbyrdes og til de indsatte. Specielt oplevelsen af de forskellige spørgsmålstyper har øget kvaliteten af den interne dialog. Vi er blevet dygtigere til at interviewe hinanden og de indsatte. Det, at blive bevidst om virkningen af forskellige spørgsmålstyper, har været godt for mange, da det har hjulpet dem til bedre at få svar. Ideen om neutralitet og nysgerrighed har øget opmærksomheden på at lytte til andre og i højere grad forsøge at forstå, hvad der er vigtigt for andre at få sagt.

„Relationel Praksis“

Refleksiv og anerkendende kommunikation i statsfængslet i ringe: det organisatoriske perspektiv

Overordnet set har forløbet givet ledere og medarbejdere en ny og fælles referenceramme for at forstå og arbejde med at udvikle en bedre kommunikation. At alle ledere og medarbejdere i fængslet gennem udviklingsforløbet har fået en fælles indgang til at forstå kommunikationen, har givet en højere grad af helhedsfornemmelse og samhørighed på tværs af fængslets hierarkier, afdelinger og personalegrupper. En mere nysgerrig og refleksiv kultur har vist sig blandt andet i form af, at personalet som helhed er blevet mere refleksive i forhold til såvel deres egen som deres fælles måde at være/arbejde på.

En vigtig systemisk pointe, der påvirker og udvikler de ansattes syn på organisationen og kollegerne, er Batesons idé om, at vi skal være opmærksomme på at se på den konkrete situation som en del af en større sammenhæng (Bateson 1972). I stedet for udelukkende at se en situation fra eget perspektiv er mange nu blevet rigtig gode til at se sammenhængene mellem de mange forskellige elementer, der altid udgør en kompleks organisation som et fængsel.

De systemiske teorier og metoder har generelt givet en bedre forståelse for kommunikationens præmisser, hvilket blandet andet har gjort det muligt at se de daglige udfordringer i et nyt lys. Det viser sig blandt andet i snakken om, hvordan man opfatter budskaber og giver budskaber til hinanden. Vi er opmærksomme på, at det kan være ren balancekunst at få defineret, hvad vi faktisk snakker om, og herunder eventuelt få flyttet os til det „rigtige“ domæne. I den sammenhæng kan det også „bare“ være vigtigt at se og forstå, at den, man snakker med, er i et andet domæne end en selv. Det kan give den nødvendige aha-oplevelse. Maturanas ideer om, at dialogen foregår/kan foregå på flere samtidige domæner, giver hermed ledere og medarbejdere konkrete redskaber til at skabe større klarhed (Maturana & Poerksen 2004, Hornstrup et al. 2005). Hvor én medarbejder udtaler sig ud fra en tydelig „sådan er det“ -position på produktionens domæne, ser andre måske på sagen ud fra en undersøgende position på forklaringernes domæne eller fra en værdimæssig vinkel på æstetikkens domæne. Et fælles kendskab til domæneteorien giver således mulighed for at skabe klarhed i en ofte presset hverdag.

„Relationel Praksis“

Et ledelsesperspektiv på erfaringerne – det personlige perspektiv

9 år som afdelingsleder har bl.a. budt på deltagelse i flere forskellige lederuddannelser og kurser. Herigennem er evnen til at se og bruge de forskellige enkeltdele af det store billede blevet udviklet. Det har givet en stor styrke i de enkelte discipliner, men det er først med den systemiske uddannelse, at evnen til at se sammenhængene for alvor er udviklet.

Selv om man som leder har et kendskab til de systemiske ideer og har en oplevelse af at være en god kommunikator, har deltagelsen i forløbet givet anledning til et nyt blik på egen praksis. Arbejdet med systemisk ledelse og appreciative inquiry har indimellem skabt tvivl om den reelle accept og forståelsen af de kommunikerede budskaber hos såvel medarbejdere som i de øvrige omgivelser (Hornstrup & Loehr-Petersen 2003, Hornstrup et al. 2005). Så selvom der var tale om kendt vin på nye flasker (smarte flasker), har udviklingsforløbet givet anledning til mange refleksioner over egen praksis.

Det gælder blandt andet et nyt perspektiv på den hidtidige oplevelse af at være klar i holdninger og tale – og en oplevet bred accept af trufne beslutninger. Ved at blive inviteret til at skifte position kom der et nyt perspektiv, som pludselig også gav god mening. Det kan bedst forklares på den måde, at det er lidt som at se på et kæmpestort billede; rigtig tæt på. Det er først, når man kommer på den rigtige afstand og ser på billedet i det brede perspektiv, at man kan se, hvad det forestiller.

Alt i alt har forløbet været med til at udvikle og fastholde nye rutiner, blandt andet fordi det giver en lige så let opgaveløsning som den traditionelle, men med langt bedre og mere holdbare resultater.

En del medarbejdere giver også udtryk for, at forløbet har påvirket deres personlige måde at kommunikere med kollegerne på: „Det, at jeg har deltaget i udviklingsforløbet i systemisk ledelse, har allerede på nuværende tidspunkt forandret min hverdag. I modsætning til før er jeg nu blevet mere lydhør, er blevet bedre til at samtale med nære kollegaer og kollegaer på tværs af faggrænser. Jeg bruger mere tid på at omgås og snakke med helt nye kollegaer. Jeg er blevet mere rummelig og især nysgerrig i en erkendelse af, at jeg også, selv om jeg er gammel i gårde, har brug for nye ideer og inspiration.“ (Medarbejder i skriftlig evaluering).

Og: „For fremtiden vil jeg blive ved med at tage eget ansvar for at den systematisk anerkendende tænkning videreudvikles i sygesamtaler, være med til at stoppe negative historier, negativ tale, være nysgerrig efter forståelse på tværs af faggrupper og være anerkendende, hvilket har en smittende effekt og resulterer i spejling for både nye og gamle kollegaer, indsatte og eksterne samarbejdspartnere.“ (Medarbejder i skriftlig evaluering).

„Relationel Praksis“

Refleksiv og anerkendende kommunikation i statsfængslet i ringe: udviklingsprocessen

Samtlige ledere i fængslet udgjorde det første hold på udviklingsforløbet. Det gav dem en værdifuld indsigt i indhold og arbejdsmetoder og dermed muligheden for at kunne understøtte deres medarbejderes udvikling. I og med at ledergruppen udgjorde ét hold, gav uddannelsesdagene mulighed for at drøfte og koordinere holdninger til organisationens vigtigste udviklingsområder. Efterfølgende har medarbejderne gennemført udviklingsforløbet med 15-20 deltagere per hold – i alt 5 medarbejderhold. Medarbejderne deltog i forløbet i blandede hold på tværs af afsnit og team. På hvert medarbejderhold deltog en repræsentant for ledelsen. Formålet hermed var, at lederen kunne være med til at skabe afklaring omkring de spørgsmål, der opstod på holdene, men også at have mulighed for at bære vigtige informationer og temaer tilbage til ledergruppen.

Selve udviklingsforløbet blev bygget op omkring fem undervisnings- og træningsmoduler á 2 dage med netværksmøder og konkrete øvelsesopgaver i egen praksis mellem de enkelte moduler. På modulerne fik deltagerne en grundlæggende introduktion til systemisk anerkendende kommunikation i teori og praksis. På modulerne og på netværksmøder mellem modulerne trænede deltagerne i at anvende de systemiske arbejdsmetoder med fokus på egne cases. Desuden har deltagerne individuelt eller sammen med kollegerne arbejdet med arbejdsmetoderne i deres daglige praksis mellem modulerne. Formålet hermed var at sikre en aktiv forbindelse mellem udviklingsforløbet og deltagernes hverdagserfaringer.

Hvert modul indeholdt en stor del træning og praktiske øvelser målrettet deltagernes praksis. Mere konkret var indholdet på modulerne en grundlæggende introduktion til systemisk teori (Autopoiese, kontekst, neutralitet og nysgerrighed, Appreciative Inquiry, cirkulære og refleksive spørgsmålstyper, domæne- og CMM-teori) og metode (bl.a. refleksiv coaching og lyn-coaching, reflekterende team, gruppeinterview og back-casting).


Både de teoretiske vinkler og de praktiske arbejdsmetoder er anvendt som en konstruktiv indgang til at forstå og håndtere uklare kommunikationsmønstre og fastlåste positioner og til håndtering af modsætninger og opløsning af konflikter. To af arbejdsmetoderne har vist sig specielt anvendelige og er relativt hurtigt blevet en integreret del af hverdagen. Det er begge strukturerede samtaleformer. Den ene er en arbejdsmetode, der anvendes til sparring/coaching, hvor en leder eller kollega indtager rollen som coach/interviewer med fokus på at hjælpe fokuspersonen med at udfolde og udvide forståelsen af en udfordring (figur 2).

Den anden arbejdsform er udbredt og anvendt i mange sammenhænge blandt andet ved møder og som en generativ arbejdsform, når nye ideer/muligheder skal drøftes. Her har en person rollen som interviewer, der på skift interviewer de øvrige mødedeltagere efter tur, mens de øvrige deltagere indtager en aktiv lytteposition (figur 3).

„Relationel Praksis“

Refleksiv og anerkendende kommunikation i statsfængslet i ringe

Artiklen beskriver en uddannelses- og udviklingsproces i Statsfængslet i Ringe, hvor alle ledere og medarbejdere har gennemgået et længerevarende systemisk-anerkendende udviklingsforløb. Artiklen beskriver indledningsvis formål og baggrund for at igangsætte projektet og giver desuden nogle konkrete svar på, hvordan et systemisk udviklingsforløb kan være med til at udvikle en mere anerkendende og refleksiv kommunikationskultur blandt ledere og ansatte. Med afsæt i erfaringerne fra Ringe giver artiklen nogle bud på både styrker og udfordringer i at anvende en systemisk-anerkendende tilgang til at skabe en sammenhængende kommunikationskultur i hele organisationen.

Nogle af de centrale positive erfaringer er, at processen har været med til at understøtte en udvikling af fængslets kommunikationskultur i retning af en mere anerkendende, nysgerrig og refleksiv omgangsform de ansatte imellem. Det har også haft en positiv effekt på arbejdsmiljøet, og organisationens værdier er i højere grad blevet en aktiv del af hverdagen. På det konkrete plan har arbejdsmetoderne været med til at øge kvaliteten af møder og i coaching og supervisionsprocesser. Alt i alt har projektet således haft stor betydning for udviklingen af en mere refleksiv dialogkultur i organisationen. Der er dog stadig udfordringer. Én af de centrale er, at for at fastholde resultaterne af processen, er det meget vigtig at specielt lederne fastholder fokus og går foran.

Projectet

For at klæde medarbejdere og ledere på til bedre at håndtere en hverdag med disse meget store udfordringer tog ledelsen initiativ til et uddannelses- og udviklingsforløb for alle (ca. 130) ansatte, ledere såvel som medarbejdere. Udviklingsforløbet blev afsluttet i januar 2010 efter et i alt 14-måneders forløb.

Samarbejdet mellem Ringe Statsfængsel og MacMann Berg blev etableret med baggrund i MacMann Bergs konkrete erfaringer med tilsvarende projekter inden for misbrugs- og behandlingsområdet i Odense Kommune. Her har den systemiske og anerkendende tilgang og arbejdsmetode i praksis vist sit værd og effekt gennem et kompetenceudviklingsprojekt for ledelsen og samtlige medarbejdere med stor og langvarig effekt. Formålet med udviklingsforløbet var at: „Fremme en anerkendende og værdsættende samværs- og samarbejdskultur blandt de ansatte og fængslets mange samarbejdspartnere.“1 De mere konkrete mål med udviklingsprocessen var:

• At få en værdsættende og dermed mindre nedslidende dialog mellem de ansatte indbyrdes.
• At skabe større forståelse omkring ledelsesbeslutninger i den samlede personalegruppe.
• At fastholde og yderligere nedbringe den del af personalets sygefravær, der er arbejdspladsrelateret.
• At flytte fokus i personalets samarbejde fra et personligt fokus til et opgavefokus.
• At øge personalets selvværd og arbejdsmæssige energi.

„Relationel Praksis“